mandag den 12. august 2013

Red Lights

Red Lights (2012)

Instruktør: Rodrigo Cortés.

Genre: Thriller/krimi.

Dansk DVD Premiere:
15. januar 2013.

Spilletid: 113 minutter.

Budget: 14 millioner euro.

Indtjening: 13,5 millioner dollars.

Medvirkende: Cillian Murphy, Sigourney Weaver, Robert De Niro, Elizabeth Olsen, Toby Jones, Joely Richardson, Craig Roberts, Burn Gorman.

Tom Buckley og Margaret Matheson er to forskere, der arbejder i det uforklarlige. Igennem længere tid har de afsløret den ene svindler efter den anden, som påstod, at de havde spirituelle eller synske evner. Tom eller Margaret har nu aldrig mødt nogen, som de ikke har kunnet afsløre. Men da den legendariske clairvoyant Simon Silver vender tilbage på scenen efter 30 års fravær, bliver især Tom grebet af tanken om, at afsløre Silver som en fupmager. Margaret advarer på det kraftigste om Silver, som hun i sine unge dage selv forsøgte at afsløre, men uden held. Tom ignorer Margaret’s advarsler, og begiver sig ud på en mission, som hurtigt viser sig at være farefuld.

Udover at filmen er en krimihistorie, oplever vi ligeledes et psykologisk drama, hvor figuren Tom skal igennem mange følelsesmæssige udfordringer. Hans ivrighed efter at pågribe Silver, udvikler sig snart til en regulær besættelse. Årsagen til Silver’s tilbagetrækning fra rampelyset dengang, skete fordi en efterforsker omkom, mens han forsøgte at afdække sandheden om Silver’s særlige evner. Den selvsamme type efterforskning som Tom har startet bringer ham hurtigt i ubalance, og snart kommer både tvivlen og desperationen frem i ham. Samtidig udsætter han sine nærmeste venner og kollegaer i fare. Hele det psykologiske perspektiv i filmen fungerer rigtig godt i dens første halvdel, men bliver desværre mere tilsidesat og udvandet henad imod slutningen.

I rollen som Tom, møder vi den irske skuespiller Cillian Murphy. En dygtig og alsidig mand, som altid kan tilføje noget interessant til sine karakterer. Murphy er yderst troværdig i rollen som Tom Buckley, der i sin ustoppelige jagt efter Silver, forvandler sig til en mand i dyb frustration. Hele vejen igennem undre man sig over hans besynderlige opførsel, og først helt til sidst får vi sandheden at vide. Filmens afslutning er ikke særlig tilfredsstillende, men den giver i det mindste nogle svar.

Det overnaturlige og uforklarlige er altid et spændende emne på film. Den spanske instruktør Rodrigo Cortés har brugt halvandet år på manuskriptet, og det er efterfølgende lykkedes ham at finde midlerne til projektet. Siden slutningen af 90’erne, har han kun beskæftiget sig med kortfilm i sit hjemland. I 2010 fik han sit gennembrud med sin første engelsksprogede spillefilm Buried, hvor Ryan Reynolds spillede hovedrollen. Red Lights er til dags dato hans største filmprojekt, med et væsentligt større budget, og med store navne på rollelisten.

Netop deltagelsen af dygtige skuespillere i de centrale roller, hæver filmen til det seværdige. Især Robert De Niro’s involvering som den blinde og gådefulde Simon Silver må siges at være lidt af et scoop. De Niro er intet mindre end perfekt til rollen, og formår at gøre sin figur både mystisk og troværdig. Filmens anden stjerne er Sigourney Weaver som Margaret Matheson. Rodrigo Cortés havde allerede under manuskriptarbejdet forestillet sig Weaver i rollen, og hendes præstation er da bestemt også godkendt. Matheson er uden tvivl en fascinerende karakter, som vi desværre aldrig kommer helt tæt på. Figuren ender ud i intetheden, hvilket er en skam.

På den tekniske side er der ikke meget at klage over, selvom man heller ikke imponeres i stor stil. Der er alt for få overnaturlige sekvenser, hvor man som filmskaber, ellers har rig mulighed for at udfolde sig med overdrevne situationer. Historien er mest en snakkefilm, og nogle af de mest dramatiske scener er beklageligvis kun drømmesekvenser. Omvendt forsøger filmen at holde begge ben på jorden, og vil gerne fremstå så realistisk som muligt. Cortés har ligeledes valgt at give filmen et mørkere look, så billedsiden for det meste af tiden fremstår dunkel og trist.

Vurdering: Red Lights er i det store hele en hæderlig thriller. Idéen er interessant, og spændingen holdes solidt kørende det meste af tiden. Historien kommer også sikkert i mål, takket være overbevisende præstationer fra Cillian Murphy, Sigourney Weaver og Robert De Niro. Desværre taber instruktøren tråden og logikken halvvejs inde i filmen. Tempoet og mystikken reduceres pludseligt med en masse videnskabelige undersøgelser, som klart havde fungeret bedre i en dokumentarfilm. Figurudviklingen går ligeledes i stå, og man savner nogle flere scener om de overnaturlige elementer. Man sidder til sidst og ærgrer sig over, at det ellers fascinerende emne, ender som en småkedelig og uinspirerende filmoplevelse.

J
J
J
 
 
 

Red Lights IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar