lørdag den 13. juli 2013

Warm Bodies

Warm Bodies (2013)

Instruktør: Jonathan Levine.

Genre: Romantisk komedie/gyser.

Dansk Biograf Premiere:
7. februar 2013.

Dansk DVD Premiere:
11. juli 2013

Spilletid: 98 minutter.

Budget: 35 millioner dollars.

Indtjening: 116,9 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, John Malkovich, Rob Corddry, Analeigh Tipton, Dave Franco, Cory Hardrict.

Julie er blandt de få mennesker på jorden, som ikke er blevet til en zombie. Sammen med sin far og en gruppe af sine medmennesker, har hun forskanset sig et sikkert sted, hvor zombierne ikke kan komme ind. Indimellem skal der hentes forsyninger og medicin, så et team (inklusiv Julie) krydser den farlige grænse over til Zombiernes territorium. Det varer ikke længe før gruppen opdages, men til Julies overraskelse, reddes hun af zombien R. Han tager hende med ud til lufthavnen, hvor hun kan være i sikkerhed. Et usædvanligt venskab opstår, og R’s voksende kærlighed til Julie får hans døde hjerte til at slå.

Dette er fjerde spillefilm for den relativt unge instruktør Jonathan Levine. Han lagde ud med splattergyseren All The Boys Love Mandy Lane, hvorefter han fik mere positiv respons på spillefilmen The Wackness. Men det var først i 2011, at han for alvor slog igennem med dramakomedien 50/50, som blev nomineret til en Golden Globe for bedste film.

Zombien R er en både vittig og absurd figur. Det er sjovt at høre ham tale med sig selv – indvendigt er han egentlig venlig og velformuleret, men pga. smittende sygdom er han konstant i spisetrang efter menneskekød, og i særdeleshed menneskehjerner: de giver ham nogle korte humanistiske stunder, da han ser sit offers liv i små bider. Han drives altså af de få muligheder han har, for at føle sig mere menneskelig igen. Øjenkontakten med Julie forstærker blot hans ønske om et normalt liv, hvorefter han vil gøre alt for at beskytte hende.

Den mere kringlede og usandsynlige del ved handlingen er selvfølgelig selve kærlighedshistorien. Det er muligt, at andre overnaturlige væsner som vampyrer og hekse kan fremstå attraktive, men det er svært at forestille kærligheden mellem et menneske og en zombie. Historien forsøger at skildre situationen mere vittigt, men har det alligevel svært med troværdigheden. Der er løbende søde momenter, men med alt den død og ødelæggelse omkring dem, fremstår det oftest mere bizart.

Nu er filmen selvfølgelig også en zombiefilm, så der er også gjort plads til en håndfuld blodige og grumme scener. Zombierne kan ikke finde mad hele tiden, så flere af dem bliver mere og mere bims i bolden, hvilket resulterer i at de bliver til nogle mørke levende skeletter. Skildring af monstre er klart filmens svaghed. Det er meget tydeligt, at de er computerskabt, og derfor aldrig for alvor uhyggelige.

I rollerne som henholdsvis R og Julie, er de unge Nicholas Hoult og Teresa Palmer ganske velfungerende. De passer godt sammen, selvom de kæmper en hård kamp med at få parforholdet til at være overbevisende. Men med det morbide manuskript er det svært at gøre andet. John Malkovich ses i en fin birolle som Julie’s far, mens Rob Corddry tilføjer god humor som zombien M.

Vurdering: Warm Bodies er en spøjs filmoplevelse, hvor en kærlighedshistorie finder sted, blandt menneskehedens kamp mod zombierne. Selvom der opstår sød musik mellem vores to hovedpersoner, er historien alt for usandsynlig til at man tror på den. Den obligatoriske del med blod og død er intakt, men ikke alle effekter er lavet lige godt. Filmen overlever udelukkende takket være fine præstationer fra vores hovedpersoner, samt den gennemgåede humor, som filmen trods alt er i besiddelse af. Bare en skam, at handlingen ikke byder på noget ud over det sædvanlige.

J
J
J
 
 
 

Warm Bodies IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar