onsdag den 10. juli 2013

Lincoln

Lincoln (2012)

Instruktør: Steven Spielberg.

Genre: Drama.

Dansk Biograf Premiere:
31. januar 2013.

Dansk DVD Premiere:
20. juni 2013.

Spilletid: 150 minutter.

Budget: 65 millioner dollars.

Indtjening: 275,2 millioner dollars. (Worldwide)

Medvirkende: Daniel Day-Lewis, Sally Field, Tommy Lee Jones, David Strathairn, Joseph Gordon-Levitt, Hal Holbrook, James Spader, John Hawkes, Jackie Earle Haley, Jared Harris.

Året er 1865. USA’s præsident Abraham Lincoln har netop vundet sin anden periode i embedet, og har nu ophævelsen af slaveriet som førsteprioritet. Hele debatten om hvorvidt landet skal være i besiddelse af slaver eller ej, har i de sidste 4 år været grundlag for en blodig borgerkrig mellem nord og syd. Lincoln har stor støtte hos sin egne, men oppositionen yder kraftig modstand.

Igen har en af tidernes største filmmager Steven Spielberg kastet sig over en amerikansk fortælling, som han forsøger at gøre episk. Noget, han har gjort flere gange tidligere med film som Schindlers Liste, Saving Private Ryan og War Horse. Denne gang er fokusset på en af USA’s mest berømte præsidenter Abraham Lincoln, der som bekendt fik afskaffet slaveriet. Filmen blev en stor succes, fik i alt tolv Oscar nomineringer, og vandt to: for henholdsvis bedste mandlige skuespiller og bedste scenografi.

Som altid er filmen på den tekniske side lavet ubeklageligt. Spielberg er en erfaren herre, som ved, hvad han vil have, så han kan til enhver tid få en film til at se både realistisk og filmisk ud. Overraskende nok er filmen kun produceret for 65 millioner dollars, hvilket er en overkommelig pris, når man tænker på filmbudgetter i disse tider. Men historien byder heller ikke på nogen krigsscener mellem nord og syd. Kun lige små 5 minutter i filmens intro. Størstedelen af filmen foregår i Det Hvide Hus eller i Repræsentanternes Hus, hvor der i stor stil skal diskuteres politik. Ikke det mest ophidsende emne for en storfilm, men når Spielberg’s navn er på plakaten, er der dømt storhed uanset hvad.

Måske er det også filmens svaghed. Der snakkes rigtig meget. Med en spilletid på næsten 2½ time, skal man helt sikkert være frisk og veloplagt til at se en rolig politisk historie. Filmen føles meget lang og er indimellem lidt for stillestående. Problemet ligger måske også i alle de figurer som løbende dukker op. Indledningsvis var det faktisk ret svært at finde rundt i hvem de mange personligheder var i det politiske system. Da filmens fokus ligger hos Lincoln, bliver mange af de andre meget beskedent beskrevet. Der mangler helt sikkert også mere dybde i Lincolns egen familiesituation, som tydeligvis er kompliceret.

Hos skuespillerne er det Daniel Day-Lewis som er den helt store oplevelse. Alene hans præstation gør filmen værd at se. Han fremstår meget ægte og troværdig, og vandt som bedste mandlige skuespiller i samtlige prisoverrækkelser, han var nomineret til. Rollen gav ham karrierens tredje Oscar. Det har andre skuespillere også gjort før, men Day-Lewis er den første, som nogensinde har gjort det udelukkende i hovedrolle kategorien.  
 
Som hans hustru Mary gør Sally Field det ganske udmærket, selvom hun har fået en svær rolle vi aldrig kommer til at forstå. Hun skildres ret overfladisk, og virker mere som fyld. Det samme kan siges om talentfulde Joseph Gordon-Levitt, der her ses i rollen som Lincolns ældste søn. Endnu en figur, der desværre aldrig bliver interessant eller decideret relevant for historien. Far og søn har nogle få scener sammen, hvor de udtrykker uenighed, men igen uden nerve eller empati.

Blandt de mere velfungerende medvirkende i filmen kan nævnes Tommy Lee Jones som kongresmedlem Thaddeus Stevens, og David Strathairn som udenrigsministeren William Seward. Begge yder fortræffeligt spil, men de er også centrale i selve slaveridebatten, hvor de begge er på Lincolns hold. Der skal også uddeles en positiv bemærkning til den mindeværdige og scenestjælende James Spader. Han ses i en mindre rolle som figuren Bilbo, en af tre, der skal overbevise forskellige demokrater om at støtte Lincolns lovforslag.

Vurdering: Lincoln er en typisk Steven Spielberg film, hvor man tydeligt kan genkende hans stil og perfektionisme. Rent teknisk er der intet at klage over: fotograferingen, scenografien og kostumerne er i skønneste orden. Desuden har vi en fremragende Daniel Day-Lewis i den bærende hovedrolle, samt en gruppe kendte navne i fine biroller. Desværre føles historien tung, langtrukken, og med alt for mange figurer at holde styr på. Overordnet set er det en godkendt og seværdig film fra mesteren selv, men hans stil ligner noget vi har set før og man savner derfor noget fornyelse. Lincoln ligner en episk fortælling, men historien er ikke stærk nok til at bære det.

J
J
J
 
 
 

Lincoln IMDb

Ingen kommentarer:

Send en kommentar